– Tillykke Frankrig, I var bedre i 14 sekunder
Luciano Spalletti er stolt af sit landshold, som vendte en chokstart og truende nederlag mod Frankrig til en imponerende sejr.
Den italienske landstræner var i drillehumør efter holdets flotte sejr på 3-1 mod Frankrig fredag aften.
Franskmændene bragte sig foran efter mindre end 14 sekunder, men siden var det italienerne, som rejste sig og tog over.
Og det kan Luciano Spalletti godt se det sjove i.
– Tillykke til Frankrig, de var bedre end os i 14 sekunder. Vi var rigtig godt forberedte på kampen, og vi spillede den, som vi gerne ville, siger han ifølge mediet Walfoot.
Det var Paris Saint-Germain-spilleren Bradley Barcola, som bragte hjemmeholdet Frankrig foran med en chokscoring.
Men italienerne rystede det af sig, og efter en halv time udlignede Federico Dimarco.
I anden halvleg scorede Davide Freatessi efter en håndfuld minutter, og senere var det Giacomo Raspadori, som slog sejren fast.
Luciano Spalletti er glad for sit holds sejr som kommer efter en skuffende EM-slutrunde.
– Vores fysiske tilstand er anderledes nu. Spillerne er friske. Vi har fundet unge spillere, som er ivrige efter at vise deres evner.
– Da jeg overtog holdet, var jeg sikker på, at jeg kunne bygge en gruppe, og det har få nederlag ikke ændret på, siger han.
Spaletti blev ansat som italiensk landstræner i september sidste år. Ved sommerens EM-slutrunde i Tyskland røg Italien ud i ottendedelsfinalen efter et overraskende nederlag på 2-0 til Schweiz.