
Scorede mod sit tidligere landshold: Intet ondt at sige
Jack Grealish var lørdag aften tilbage for det engelske landshold. Han var samtidigt tilbage på scoringstavlen mod Irland, som han tidligere har repræsenteret.

Jack Grealish er stemplet ind i engelsk landsholdsfodbold igen.
Det gjorde han mod Irland med en scoring til 2-0 for Three Lions.
Jack Grealish har repræsenteret Irland på ungdomsniveau. Det betyder dog ikke, at der er nogen rivalisering mellem ham og Irland.

– Det var, hvad Declan (Rice, red.) og jeg havde forventet. Vi har intet ondt at sige. Vi havde det godt (da de spillede for Irland, red.). Jeg havde i hvert fald, da jeg har meget irsk i min familie. Der er intet ondt at sige fra min side, siger han til ITV.
Og scoringen lunede godt for offensivspilleren, der har været sat af.
– Denne sommer har været en af mine værste, fordi man ikke kan spå om fremtiden. Det var svært, men det har givet mig blod på tanden.
– Jeg skal til at spille fast og score mål, og det gjorde jeg i dag. Jeg er stadig ikke 100% fit, men jeg er godt på vej.
Jack Grealish var ikke en del af det England-hold, som i sommers sikrede sig sølvmedaljer ved EM.