
Officielt: Jores Okore på plads i NordicBet Ligaen
Jores Okore har det seneste stykke tid trænet med i B.93. Nu har parterne indgået en aftale med hinanden.

Campo kunne på månedens første dag berette, at Jores Okore trænede med i B.93.
Siden udtalte B.93-cheftræner Kim Engstrøm til Campo, at han var imponeret over den tidligere landsholdsspiller, og at beslutningen om et samarbejde derfor lå hos Jores Okore selv.
Den beslutning har den 32-årige forsvarsspiller nu truffet.
Således kan B.93 fredag i en video på Instagram bekræfte, at Jores Okore er ny mand i klubben.
Der oplyses intet om længden på den aftale, der er blevet indgået.
Aftalen betyder samtidig, at Okore gør comeback for den klub, som han var i som ung, inden han drog til FC Nordsjælland, hvor han senere fik sit gennembrud.
Siden gik turen til Aston Villa, F.C. København og AaB.
Fra det nordlige Jylland skiftede han i 2021 til kinesiske CC Yatai, som han tørnede ud for indtil i vinter.
Han har i de seneste ni måneder stået uden kontrakt, men er altså nu klar til at spille fodbold i Danmark igen.
Jores Okore står noteret for otte kampe for det danske A-landshold.
I videoen øverst i artiklen kan du høre B.93’s cheftræner sætte ord på Jores Okore efter hans første træningspas i NordicBet Liga-klubben.