Knudsen om landstræner-debut: Fantastisk følelse
Lars Knudsen fik en flot debut som landstræner, da det danske landshold sendte Schweiz hjem med et 2-0-nederlag i bagagen.
Kasper Hjulmand stoppede, Morten Wieghorst tog over.
Så blev sidstnævnte ramt af stress kort før den igangværende landsholdspause, og efterfølgende skulle der tænkes hurtigt.
Assistenttræner Daniel Agger har ikke den fornødne trænerlicens til at kunne få lov til at stå i spidsen for landsholdet, og pludseligt blev dødsboldstræneren Lars Knudsen udpeget som landstræner.
Torsdag aften havde han så sin debut som dansk A-landstræner.
Noget, han efter slutfløjt kunne fejre med en 2-0-sejr over Schweiz.
– Det er en rigtig dejlig aften, og det er en god følelse. Vi har glædet os, og jeg har selvfølgelig også selv glædet mig til den her kamp, for det er noget helt specielt. Så det er en fantastisk følelse.
– Jeg er virkelig stolt af gruppen som en helhed. Det gælder både holdet og staben. Det viser bare, hvor stærkt et sammenhold, der er i den her gruppe, at vi relativt nemt – det er det ikke – men at vi alligevel kan præstere på det niveau, som vi kan, og bygge videre på det stærke fundament, der har været bygget op over lang tid, lød det fra Lars Knudsen til TV2 efter kampen torsdag.
Mens Danmark hentede en sejr og tre point, skuffede Spanien mod Serbien. Danmark topper derfor nu sin Nations League-gruppe.