Halv gas på stemningen: FCK-tribune lukkes ned
Den nedre del af stemningstribunen Sektion 12 i Parken lukkes ned til kampen mod AaB. Det skyldes et voldsomt brug af pyroteknik i forbindelse med weekendens derby.
Der må ikke komme tilskuere ind på Nedre B i Parken til FCK’s kamp mod AaB.
Det er Fodboldens Disciplinærinstans, som har pålagt klubben at lukke afsnittet til kampen. Det er en straf, der kommer i kølvandet på derbyet mod Brøndby søndag, skriver klubben på sin hjemmeside.
Undervejs blev der brugt langt over 200 pyrotekniske genstande, skriver klubben. Foruden den lukkede sektion skal FCK betale en bøde på 150.000 kroner.
Nedre B er den ene halvdel af Løvernes stemningstribune Sektion 12, som altså kun kommer på halvt blus til kampen mod AaB mandag den 23. september.
Selve kampen mod Brøndby endte med 3-1 til hjemmeholdet. Men det er et opgør, som har trukket flere overskrifter for de ting, som skete uden for banen.
Efter slutfløjt plyndrede en gruppe rasende Brøndby-fans en 7-Eleven på Svanemøllen Station. Her måtte de ansatte gemme sig i et låst lokale.
På baggrund af balladen i forbindelse med derbyet har justitsminister Peter Hummelgaard indkaldt aktører fra fodbolden til krisemøde. Det kan du læse mere om her.
Justitsministeren indkalder til krisemøde efter uroligheder