
Frifundet for voldtægt – nu hiver han City i retten
Benjamin Mendy blev i juli 2023 frifundet for anklager om voldtægt og seksuelle overgreb – nu trækker han Manchester City i retten, da han angiveligt er blevet uautoriseret fratrukket i løn under sit retssagsforløb.

Benjamin Mendy spøger stadig i Manchester City.
Den nu 30-årige franskmand blev i 2021 anklaget for voldtægt og seksuelle overgreb.
I 2023 faldt der dom i sagen, hvor venstrebacken blev frikendt, men Benjamin Mendy ser ikke ud til at have fået nok af at trække i sit stiveste retssags-puds.
Nu hiver han nemlig sin tidligere arbejdsgiver i retten.

Det skriver Sky Sports, som erfarer, at det drejer sig om, at den tidligere City-back under sit retssagsforløb er blevet fratrukket løn uautoriseret.
Således har Benjamin Mendy valgt at sagsøge Manchester City, og retsmødet finder sted over to dage i løbet af oktober – det første den 14. oktober.
Den franske venstreback forlod Premier League-klubben i 2023 til fordel for Ligue 1-klubben Lorient, hvor han har kontrakt frem til 2025.