Spillerforeningen med opråb: Skidt for spillerne og det hele
Kampkalenderen og arbejdsbyrden for fodboldspillerne er gået over gevind. Det mener Spillerforeningen.
Kampkalenderen.
Det er et af fodboldens mest omdiskuterede emner for tiden.
En stor del af de organisationer, der har til opgave at varetage spillernes interesse, er nemlig ikke i tvivl om, at nok er nok. Der sker simpelthen for meget.
Også i Spillerforeningen er man store modstandere af, at arbejdsbyrden bare vokser og vokser og i sidste ende får konsekvenser for spillernes restitutionspauser.
– Det er skidt for produktet, det skidt for spillerne, det er skidt for det hele, lyder det indledningsvist fra Michael Sahl Hansen, direktør i Spillerforeningen, i en pressemeddelelse.
Meldingen omhandler problematikken omkring det voksende udbud af fodboldkampe i kraft af nye turneringer og udvidede formater.
Noget, der ifølge Spillerforeningen slider på spillerne og i sidste ende skader det produkt, som topfodbold nu engang er.
Frygten går i høj grad på, at det er landsholdsfodbolden, som ender med at måtte tage det meste af skraldet.
– Det allerstørste konfliktpunkt, der er, og som vil komme i højere grad, er konflikten mellem klubberne, der skal afgive spillerne, og det nationale hold, spilleren repræsenterer.
– Det er i klubberne, at hverdagsarbejdet er. Så det er uden tvivl landsholdet, der vil lægge først for og blive skåret fra. Og det er også det, vi ser, siger Michael Sahl Hansen med henvisning til spillere som franske Raphaël Varane, tyske Toni Kroos og norske Fredrik Aursnes, der alle på grund af fysisk eller mental overbelastning valgte deres respektive landshold fra, da de var henholdsvis 29, 31 og 28 år.
– Der er allerede noget i gang, og vi ved, at spillerne er max presset af deres klubber, når de skal tilbage og spille med landsholdet, siger Michael Sahl Hansen om den generelle situation i international topfodbold.
Spillerforeningen skriver i pressemeddelelsen, at der bliver begået rovdrift mod spillerne og sporten – og at det er FIFA, der alene planlægger den kampkalender, som er ved at få korthuset til at vælte.
– Det skal være bæredygtigt. Det skal være sådan, at de bedste spillere kan være med – både på landshold og klubhold – i alle de kampe, hvor det virkelig gælder. Hvis det betyder, at der ikke kommer flere penge ind i systemet, så må det være sådan, som det er.
– Det skal vi have fundet en løsning på ved at have en international kampkalender, der kommer på plads ved at inddrage alle interessenter. Derfor er det vores opgave i spillerforeningerne – sammen med klubberne – at sikre, at vi har en bæredygtig kalender, slutter Michael Sahl Hansen.
Spillerforeningen peger selv på Nations League, større europæiske klubturneringer og et helt nyt VM for klubhold som nogle af de formater, der har medført endnu flere kampe.
For mange kampe: Klager til EU-Kommissionen