Chelsea bekræfter: Forsvarsprofil ramt af skade
Malo Gusto har formået at slå sig fast på den ene af Chelseas backpositioner, hvor franskmanden har præsteret ganske flot. Desværre for ‘The Blues’ er den unge franskmand nu skadet.
Chelsea har i de seneste sæsoner døjet med mange skader på backpositionerne.
Mest nævneværdigt har Reece James og Ben Chilwells konstante fravær udfordret holdet fra det vestlige London defensivt.
Og desværre for holdet på ‘Broen’ lader dette ikke til at ophøre.
21-årige Malo Gusto, der, med nogle flotte præstationer i Chelsea-trøjen, har formået at vinde indpas på den ene backposition, er nemlig skadet.
Det bekræfter klubben på sin hjemmeside tirsdag aften. Skaden fandt sted i Chelseas 1-1 brag mod Crystal Palace, hvor Gusto lod sig udskifte i det 74. minut.
Som konsekvens af skaden har Gusto forladt det franske U21-landshold, som han ellers skulle tilbringe den kommende uge sammen med. Men skaden har vist sig at være for alvorlig til, at dette ville give mening.
Der er tale om en lårskade, men klubben beskriver ikke, hvor alvorlig skaden er, eller hvor længe de regner med, at han må sidde ude.
Indtil videre har Gusto spillet samtlige af Chelseas Premier League-kampe i denne sæson, hvor han har gjort ganske fin figur i James fravær.
Men om det er James eller Gusto, der står klar til at beskytte Chelsea-feltet, når landsholdspausen går på hæld, kan kun tiden vise.
Næste gang Chelsea skal i spil er lørdag den 14. september, når de skal en tur til Vitality Stadium, hvor Bournemouth byder dem op til kamp på den engelske sydkyst.