
Viborg sender hollænder retur: Er desværre ikke lykkedes
Viborg FF har mandag sagt farvel til Jamie Jacobs, som skifter til FC Volendam.

13 kampe er alt, hvad det er blevet til for Jamie Jacobs i Viborg FF.
Hollænderen kom til klubben i 2023, men efter lidt over et år i Viborg er han mandag skiftet til hollandske FC Volendam, hvor han også kom fra.
Det var meningen, at Jacobs skulle blive en profil i Viborg, men det lykkedes aldrig.
– Efter et par gode sæsoner i Æresdivisionen var det planen, at Jamie skulle få en stor rolle her, men et ujævnt forløb med skader og hård konkurrence har gjort, at vi desværre ikke helt lykkedes sammen.
– Selvom han ikke spillede så meget her, så har Jamie altid optrådt topprofessionelt i enhver sammenhæng, og vi ønsker ham stort held og lykke med fremtiden i Volendam, siger Mads Agesen, sportschef i Viborg.
26-årige Jacobs skifter nu til FC Volendam, som spiller i den næstbedste hollandske række.
