Officielt: Tromsø køber Hobro-topscorer
Frederik Christensen, der har scoret seks mål i syv kampe for Hobro denne sæson, skifter til norske Tromsø.
Frederik Christensen er fortid i Hobro IK.
Den jyske klub oplyser mandag aften i en pressemeddelelse, at den 23-årige angriber er blevet solgt.
Fremover skal han tørne ud for Tromsø i den bedste norske række, Eliteserien.
Christensen nåede blot 21 kampe for Hobro, men det til trods glæder salget Lars Justesen, der er teknisk chef i NordicBet Liga-klubben.
– Endnu en gang bliver det en kort fornøjelse for en af vores angribere i klubben, men jeg er stolt og glad over at vi som klub igen har hentet en ung angriber ind og været med til at udvikle ham, og altså nu sender Frederik videre til en højere hylde. Frederik tog os alle med storm, efter han kom på vintertransfervinduets sidste dag.
– Fra dag et kunne vi mærke hans ærgerrighed og vilje, hvilket har været medvirkende til, at vi nu sælger ham til den bedste norske række. Hans målsnit siger det hele og bliver selvsagt et savn på banen, hvor han altid er en trussel. Vi ønsker Frederik alt held og lykke med fremtiden og takker ham for indsatsen i Hobro IK, lyder det fra Lars Justesen.
Hovedpersonen selv er taknemmelig for den tillid, han er blevet vist i Hobro.
– Hobro IK er et fantastisk sted at komme som ung spiller. Jeg blev modtaget med åbne arme og følte mig velkommen og værdsat fra dag ét. Dette er jeg sikker på, har været medvirkende til, at jeg hurtigt kom i gang med at score mål i den gule trøje.
– Selvom tiden i Hobro IK har været en kort periode for mig, har det været en fornøjelse at have været en del af denne fantastiske trup og klub og jeg vil gerne sige tak til alle i og omkring klubben, lyder det fra angriberen.
Transfer overblik: Alle handler i Superligaen sommeren 2024Frederik Christensen er startet som fyr og flamme i denne sæson, hvor han har scoret seks mål i syv kampe.
Han har i alt scoret 13 gange i 21 kampe for Hobro IK.