Officielt: Harder skifter til Sporting i rekordsalg
Det er netop blevet bekræftet, at FC Nordsjælland har solgt danske Conrad Harder til Sporting for et rekordhøjt beløb.
Tidligere mandag blev Adamo Nagalo solgt.
Nu er endnu en FC Nordsjælland-stjerne fortid i Farum-klubben.
Således oplyser FCN på deadline day, at Conrad Harder er solgt til den portugisiske mester, Sporting, hvor danske Morten Hjulmand huserer.
Klubben meddeler selv, at Harder bliver solgt i en rekordhandel for en dansk spiller ud ad Superligaen.
Tipsbladet kunne mandag erfare, at Sporting køber Conrad Harder for 157 millioner kroner i transfersum, mens FCN kan se yderligere 19 millioner kroner i bonusser.
Farum-klubben selv melder dog intet om et konkret beløb.
FC Nordsjællands Director of Football, Phil Radley, glæder sig over et salg, man kommer til at snakke en del om i FCN fremover.
– Conrads historie i FC Nordsjælland er beundringsværdig, og jeg forudser, at vi kommer til at fremhæve ham mange gange for vores unge spillere i fremtiden. Han har arbejdet stenhårdt og kæmpet sig til dér, hvor han er i dag – og han er lykkedes med det på grund af sit talent og attitude.
– Samtidig sætter Conrads skifte en streg under det langsigtede kvalitetsarbejde, der bliver udført hele vejen gennem organisationen set over længere perioder ad gangen – i scoutingen, i akademiarbejdet, i det individuelle arbejde med spillerne som mennesker, på førsteholdene og mange andre områder, lyder det fra Radley.
19-årige Conrad Harder får en femårig kontrakt i Sporting, der binder ham til Lissabon-klubben til 2029.
Han nåede 41 optrædener for FC Nordsjælland, hvor det er blevet til ni scoringer og fire oplæg.
Harder kom op gennem FCN’s akademi og fik debut på førsteholdet i juni 2023.
Transfer overblik: Alle handler i Superligaen sommeren 2024Den danske angriber har spillet i alt 15 kampe for U18- og U19-landsholdet, hvor han har bidraget med tre mål.
Conrad Harder kommer til at spille med nummer 19 i Sporting.