
Medie: Vejle henter Onugkha-erstatning i Brøndby
Ifølge TV2 Sport er Vejle Boldklub og Brøndby IF meget tæt på at nå til enighed om en aftale om Emmanuel Yeboah.

En større kabale i 3F Superligaen ser ud til at være ved at falde på plads.
Og pudsigt nok involverer den både Brøndby IF og F.C. København.
I hvert fald skriver TV2 Sport, at Brøndby-angriberen Emmanuel Yeboah er snublende tæt på at skifte til Vejle Boldklub på en lejeaftale.
Og hvor kommer F.C. København så ind i billedet?
Det gør den hvidklædte hovedstadsklub såmænd, fordi rigtig meget tyder på, at Vejle-angriberen German Onugkha har kurs mod FCK som en erstatning for Orri Orskarsson.
Altså henter FCK en angriber i Vejle, mens den kriseramte superligaklub finder sin erstatning i Brøndby.
Samtidig skal det tages in mente, at Brøndby også ser ud til at hente en ny angriber i engelsk fodbold, så hullet efter Yeboah er fyldt.
Emmanuel Yeboah kom til Brøndby sidste sommer og har kontrakt i klubben frem til sommeren 2027.