Randers-profil inden AaB: Idiotisk at tro på 4-0
AaB har tabt 4-0 i de seneste to kampe, men det resultat tror Daniel Høegh ikke på, når Randers møder nordjyderne søndag.
To nederlag på 0-4.
Det er resultaterne i de seneste to runder i 3F Superliga for AaB, som har fået ørerne i maskinen mod både AGF og Brøndby.
Søndag eftermiddag skal Randers i aktion mod AaB, men kronjydernes forsvarskrumtap Daniel Høegh regner ikke med en 4-0 sejr.
– Det vil idiotisk at tænke umiddelbart, indleder Daniel Høegh, og fortsætter:
– Hvis man kigger lidt nærmere på deres spil, så er det et drilsk hold. De spiller en meget ultimativ form for fodbold, som bestemt giver os nogle muligheder, men det gør også, at de har nogle våben, som man skal være godt indstillet på.
– Så hvis vi tror, vi vinder 4-0, bare fordi de har tabt de sidste to kampe 4-0, så tror jeg, vi får ørerne i maskinen, udtaler Høegh til Campo.
Den erfarne stopper har respekt for det nordjyske mandskab, som har fået ny træner i hollandske Menno van Dam.
Men Høegh ser stadig, at Randers kan gøre ondt på AaB.
– Vi har nogle typer, som kan lide åbne kampe. Sådan som jeg har set AaB spille i starten, så har det hvert fald været forholdsvis åbent, så den vej igennem kan jeg godt se, vi kan få nogle muligheder. Ellers tror jeg, at det er vores struktur, der skal gøre det for os.
– Man skal kunne se, at vi har arbejdet længere tid sammen end AaB har. De er stadig i en begyndende proces, hvor der har været nogle udfald. Men jeg synes også, jeg har set, at de har spillet nogle rigtig rigtig gode kampe.
– Jeg tror, det bliver en rigtig svær opgave, hvor jeg håber, vi trækker det længste strå, men hvor vi skal have rigtig stor respekt, for de kommer med stor kvalitet også, lyder det fra fynboen.
Kampen mellem Randers og AaB fløjtes op klokken 18 og kan ses på TV3 Sport og Viaplay.
Se klippet med Daniel Høegh øverst i artiklen.