Medie: Nu er Nagalo landet – mangler blot lægetjek
Adamo Nagalo er efter alt at dømme blot et mulehår fra at være fortid i FC Nordsjælland og 3F Superligaen.
Flere af FC Nordsjællands profiler meldes i disse tider på vej væk.
Conrad Harder skulle være snublende nær et skifte til Sporting Lissabon, mens Mads Kristian Hansen er tæt på et skifte til hollandske RKC Waalwijk.
Samtidig skulle det nu være for alvor tæt på, at Adamo Nagalo vinker farvel til Farum-klubben.
I hvert fald skriver transferjournalisten Farzam Abolhosseini på X, at den 21-årige midtstopper er ankommet til Holland.
Her skal han i løbet af søndagen gennemgå det obligatoriske lægetjek, inden han skifter til PSV Eindhoven.
Selvsamme transferjournalist har tidligere skrevet, at der er tale om et rekordsalg hvad angår forsvarsspillere for FCN.
Således er hollænderne angiveligt klar til at sende 52 millioner kroner til Danmark for Nagalo. Derudover bliver der indskrevet præstationsbaserede bonusser i aftalen, så det samlede beløb kan ende på hele 75 millioner kroner for den unge midtstopper.
Det forlyder samtidig, at han får en aftale af fem års varighed i den hollandske storklub.