
Flot Uhre-kasse og assist mod New York Redbulls
Mikael Uhre gjorde igen ondt på modstanderne i MLS, da han natten til søndag satte New York Redbulls til vægs.

Mikael Uhre gjorde rigtig god figur, da han natten til søndag sikrede Philadelphia Union sejren over New York Redbulls i MLS.
Danskeren, der netop har forlænget i den amerikanske klub, scorede efter bare fire minutter.
Og det var et rigtig flot mål, som 29-årige Uhre skabte på egen hånd, da han trak ind i banen og resolut sparkede bolden i kassen.
Og da Tai Baribo udbyggede Philadelphia-føringen bare ti minutter senere, spillede Uhre igen en stor rolle.
Denne gang indfandt danskeren sig nemlig i oplæggerens rolle, da han lagde bolden af til sin holdkammerat.
Men Philadelphia lettede foden fra speederen, og opgøret fik ikke flere mål. Dermed sejrede Philadelphia 2-0 over New York i det, man med lidt god vilje kan kalde et ‘østkyst-derby’.