Mainz med utroligt comeback mod Stuttgart
Bo Henriksen og Mainz var nede i sækken mere dn en gang mod Stuttgart, men et mål i den absolutte overtid sikrer uafgjort i den svære udekamp.
Bo Henriksen og Mainz 05 var lørdag på en svær opgave på udebane mod sidste sæsons toer i Bundesligaen fra Stuttgart.
Danskerens mandskab fik en rædderlig start på opgøret og var nede med 2-0 efter et kvarter på mål af Enzo Millot og Jamie Leweling.
Mainz bed dog pænt fra sig i første halvleg, selvom værterne sad på det meste af spillet, men kort før pause kom der nyt håb hos Henriksens tropper.
Her udnyttede Nadiem Amiri et straffespark og bragte dermed Mainz tilbage i opgøret – og så var jagten ellers sat ind på en udligning i anden halvleg.
Efter en times spil kunne jublen bryde ud hos Bo Henriksen, da Jonathan Burkhardt bragte balance i regnskabet og fuldendte et storslået comeback.
Og det var tæt på at blive endnu bedre ti minutter senere, hvor Burkhardt køligt sparkede bolden i kassen, men angriberen var lige akkurat kommet på den forkerte side.
Det ene point skulle fightes hjem for Mainz, men bare to minutter før tid krøllede Stuttgarts Fabian Rieder et frispark over Mainz-muren og direkte ind på stolpen.
Bolden fløj videre ind i ryggen på den flagrende Mainz-keeper og ind i målet. 3-2 til Stuttgart med få minutter på klokken.
Mainz havde igen ryggen mod muren, men endnu en gang gravede Henriksens tropper sig ud af sølet.
For i det fjerde minuts overtid stangede midtstopperen Maxim Leitsch bolden ind bag Stuttgarts keeper, og så kunne jublen ellers bryde løs ude hos Bo Henriksen.
Se målene øverst i artiklen