Officielt: Første nye ansigt præsenteret i Brøndby
Brøndby IF har onsdag aften præsenteret Stijn Spierings som ny mand på Vestegnen.
Carsten V. Jensen har handlet i Frankrig.
Onsdag aften har Brøndby IF nemlig bekræftet, at man har hentet den 28-årige hollænder Stijn Spierings på en permanent aftale.
I samme ombæring oplyser de blå-gule, at den nu tidligere Lens-midt har skrevet under på en treårig aftale, som binder ham til Vestegnen frem til sommeren 2027.
– Stijn er en spiller med en stærk tilstedeværelse på midtbanen. Særligt hans tid i fransk fodbold har givet ham en solid erfaring fra højeste niveau, og vi er overbeviste om, at han med sine evner vil tilføre os kvalitet.
– Vi glæder os nu til, at få ham til klubben og få sendt ham på træningsbanen med sine nye holdkammerater, lyder det fra Carsten V. Jensen til klubbens hjemmeside.
I Brøndby får Spierings rygnummer 6, og han forventes at deltage fuldt i træningen fra næste uge.
Således er Stijn Spierings også det første nye ansigt på Vestegnen denne sommer udover Patrick Pentz, som bekendt også var i Brøndby sidste sæson, men blev købt endegyldigt fri i dette vindue.