Medie: Kasseret Arsenal-keeper på plads i ny klub
Arsenal har angiveligt en aftale på plads med en Premier League-oprykker om et salg af Aaron Ramsdale – det erfarer The Athletic.
Siden David Raya kom til Arsenal, har der været langt mellem snapsene for Aaron Ramsdale.
Sæsonen forinden var der ellers fuld plade, når det kom til spilletid i Premier League, men siden fik piben en helt anden lyd.
Således ser den 26-årige englænder nu ud til at være færdig på Emirates Stadium og på vej til en ny klub.
Det erfarer det velrenommerede medie The Athletic, som mener at vide, at en handel er på plads.
Angiveligt sælger The Gunners Aaron Ramsdale til Premier League-oprykkerne fra Southampton.
En handel, der kommer til at koste The Saints 25 millioner pund, hvilket svarer til 221 millioner danske kroner.
Således forlyder det, at det blot er det obligatoriske lægetjek, der mangler, før Ramsdale kan kalde sig ny mand på St. Mary’s.
Den handel betyder ligeledes, at Arsenal mangler en back-up målmand, som The Gunners allerede har udset sig.
The Athletic beretter, at Mikel Arteta og kompagni intensiverer jagten på Espanyols 23-årige keeper Joan Garcia, så snart Aaron Ramsdale er ude af døren.
Den 26-årige englænder kom til Arsenal i 2021 fra Bournemouth, hvor det siden er blevet til 89 optrædener for London-klubben.