
Før muligt storsalg: PS&E præsenterer overskud
Selskabet bag FC København præsenterer et overskud for første halvår 2024. Det fremgår også, at overskuddet er større end samme periode sidste år.

Koncernen bag FC København PS&E præsenterer et overskud for første halvår af 2024.
Resultatet før skat stiger til 38,8 millioner kroner fra 26,2 millioner korner for samme periode sidste år.
Det oplyser PS&E i en pressemeddelelse, hvor de blandt andet nævner ottendedelsfinalen i Champions League og koncerter i Parken som medvirkende årsager.
I vinter var Manchester City på besøg i Parken i et opgør som naturligvis trak fulde huse, og så har det danske rockband The Minds of 99 spillet udsolgte koncerter i nationalarenaen.
Det er alt sammen begivenheder, som bidrager til det positive resultat.
– Selvom det desværre ikke lykkedes at vinde det danske mesterskab i denne omgang, står vi nu med et flot halvårsregnskab, der vidner om en stabil og solid forretning, siger bestyrelsesformand i koncernen, Henrik Møgelmose.
Den københavnske storklub har også netop bekræftet, at de er i forhandlinger med en spansk klub om et muligt salg af en af holdets stjerner.
