Skadet i to måneder: Barca udelader AC fuldstændigt
FC Barcelona har oplyst, at Andreas Christensen har pådraget sig en skade i foden. Nu ser det ud til, at situationen bliver endnu værre for den danske forsvarsspiller.
Den enes død, den andens brød.
Sådan kan danske Andreas Christensen se på sin situation i FC Barcelona i øjeblikket. Og desværre for danskeren, er det ikke ham, som får fordel af noget.
Den tidligere Chelsea-spiller er blevet skadet i foden, og det forlyder, at han kan være ukampdygtig op til to måneder – måske mere. Det skaber rum for, at storklubben kan registrere Dani Olmo i LaLiga.
For ifølge de spanske regler kan klubber, som har mistet en spiller til en langvarig skade, bruge lønkronerne et andet sted.
Og det andet sted er altså angiveligt nyindkøbet Olmo. Ham har Blaugrana nu plads i budgettet til at indskrive i perioden indtil den 31. december.
Det sker på bekostning af ‘AC‘, som så ikke kommer til at spille kampe i LaLiga på denne side af nytår. Det skriver flere medier som Mundo Deportivo og Sport mandag aften.
Der er endnu ikke noget, som er endeligt bekræftet, men FC Barcelona spiller allerede tirsdag aften mod Rayo Vallecano.
Inden da vil det formodentligt blive bekræftet, hvem der er registreret i Barcas trup.
Barca bekræfter: ‘AC’ ude på ubestemt tid