3F Superligaen

– Prøver at give så meget af mig selv som muligt

Oscar Hedvall var atter at finde i Viborg-målet, da det mandag aften blev til sæsonens første sejr for det grønklædte mandskab fra domkirkebyen.

Oscar Hedvalls holdkammerater tiljubler ham efter straffesparksredningen mod Lyngby Boldklub.
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

I forrige spillerunde fik Oscar Hedvall sin første kamp i 3F Superligaen i flere år, da han tog overfor Lucas Lund, som skulle afsone en intern straf.

Her lykkedes han og resten af Viborg FF med at få 1-1 i Parken.

Mandag aften fik han så genvalg i Viborg-målet – og det med succes.

Ved slutfløjt kunne han nemlig fejre sæsonens første sejr.

– Det er fedt. Det var tiltrængt. Det er dejligt. Det holdt hårdt, men vi klarede den. Nu skal det ikke være så spændende næste gang, siger han til Viborg FF’s egen hjemmeside.

Hedvall, der har en fortid i klubber som Silkeborg IF og FC Midtjylland, holdt desuden buret rent i kampen mod Lyngby Boldklub, som endte med 1-0.

Samtidig nuppede han også et straffespark midtvejs i første halvleg.

– Jeg synes, at jeg gør det godt. Jeg prøver at give så meget til holdet af mig selv som muligt. Der er stadig mange ting at bygge videre på, men det var helt klart et skridt i den rigtige retning, siger han.

Viborg FF har nu hentet fem point i 3F Superligaens første seks runder. Det rækker aktuelt til en plads som nummer ni i tabellen.

Næste opgave for det grønklædte mandskab er søndag ude mod Sønderjyske.

Du kan se højdepunkter fra kampen i videoen øverst i artiklen

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P