Herrelandsholdet

Wieghorst ude med sygdom: Misser kommende kampe

Landstræner Morten Wieghorst kommer ikke til at stå i spidsen for Danmark i de to kommende landskampe, da han er ramt af mindre stresssymptomer.

Brøndby, Brøndby IF, ny cheftræner i Brøndby, Morten Wieghorst.

Landstræner Morten Wieghorst er ude med sygdom i de kommende to landskampe.

Det oplyser DBU mandag morgen.

Det uddybes videre, at der er tale om mindre stresssymptomer.

I stedet bliver det assistenttræner Lars Knudsen, der i to de kommende Nations League-kampe vil stå i spidsen for landsholdet.

Ved sin side får han Daniel Agger, mens også assistenttræner på U21-landsholdet Kenneth Weber tilknyttes holdet.

– Det er enormt trist, at Morten er blevet ramt af sygdom og derfor er nødt til at stå over i de kommende Nations League-kampe.

– Stress rammer desværre alt for mange danskere, og det er derfor noget, vi tager meget alvorligt. Morten har brug for ro, og vi ønsker alle, at han hurtigt bliver frisk og er klar igen til næste samling, siger Peter Møller, fodbolddirektør i DBU.

Meldingen kommer samme dag, som Morten Wieghorst sammen med Daniel Agger skulle have udtaget truppen til de to kommende Nations League-kampe mod Schweiz og Serbien.

Samtidig samles truppen mandag i næste uge, hvorfor man har været nødt til at handle hurtigt, da Wieghorsts sygdom ifølge DBU er opstået meget pludseligt.

– Der er ingen grund til at lægge skjul på, at det er en speciel situation, men vi har fundet en god løsning til de to kampe med Lars Knudsen, som får Daniel Agger helt tæt på sig.

– Lars kender holdet og staben, og Daniel kommer med stor erfaring fra landsholdet og kæmpe energi. Der er lavet et grundigt forarbejde, og vi er helt trygge ved, at de to sammen med spillerne og staben kan føre os godt gennem de to kampe, siger Peter Møller:

Danmark gæster Schweiz torsdag den 5. september, inden Serbien tre dage senere aflægger visit i Parken søndag den 8. september.

Morten Wieghorst blev ansat som midlertidig landstræner på en aftale gældende for resten af året i midten af juli, da Kasper Hjulmand valgte at forlade jobbet.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P