Officielt: Arsenal-talent rykker til Spanien
Det tidligere spanske storhold Deportivo La Coruna har mandag aften offentliggjort, at man har hentet den unge englænder Charlie Patino i Arsenal.
En ung Gunner flyver fra reden i London.
Den 20-årige midtbanespiller Charlie Patino er nemlig blevet solgt til spansk fodbold.
Mandag aften har både Arsenal og LaLiga2-mandskabet Deportivo La Coruna bekræftet, at man er nået til enighed om en permanent transfer.
I samme ombæring bekræfter spanierne, at Patino har skrevet under på en fireårig aftale, som binder ham til klubben frem til 2028.
Derudover har en af de afgørende faktorer for skiftet været den unge englænders store kærlighed for klubben – noget som Deportivo selv skriver i sin pressemeddelelse.
Charlie Patino kom til Arsenals ungdomsafdeling tilbage i 2015 fra Luton, og siden har livet som professionel budt på lejeophold i henholdsvis Blackpool og Swansea.
For The Gunners blev det til to optrædener på førsteholdet med et enkelt mål til følge.