Første Viborg-clean sheet: Vi er skarpe hele vejen rundt
Oscar Hedvall pillede et straffespark på vejen mod Viborgs første clean sheet og sejr i denne sæson. Keeperen brugte tiden i forbindelse med et VAR-tjek på at få hjælp af holdets målmandstræner, fortæller han.
Oscar Hedvall blev den store Viborg-helt mandag aften.
Med flere gode redninger – heriblandt én på straffe – havde han stærke hænder med i Viborgs første sejr og clean sheet i denne sæson.
Det var også en glad Viborg-keeper, som snakkede med TV2 Sport efter kampen.
– Det var det her, vi håbede på inden kampen. Vi vidste, at hvis vi holdte nullet, skulle vi nok få en kasse på et tidspunkt, og det gjorde vi.
– Men det holdt også hårdt. Det er en holdpræstation, og jeg synes, det er hele vejen rundt, vi er skarpe i dag, siger han.
Midtvejs i første halvleg havde Viborg for alvor brug for Hedvalls evner på stregen. Gæsterne fra Lyngby fik tilkendt et straffespark efter lang tids gennemgang i VAR-rummet.
Viborg-keeperen forklarer, at han brugte ventetiden på at løbe ud og vende den mulige straffesparksskytte med sin målmandstræner.
– Men det var i tilløbet, jeg synes, jeg læser ham. Det var fedt at det lykkedes, siger den 26-årige keeper.
Det var Lyngbys Malik Abubakari, som sparkede i fraværet af Frederik Gytkjær, som gør det normalt.
Den tidligere FC Midtjylland- og Silkeborg keeper fik sin debut for Viborg i sidste uges uafgjorte kamp mod FC København i Parken.
Her indkasserede han et enkelt mål, da FCK udlignede til 1-1 kort før tid.
Viborg vinder bundkamp: Lyngby fortsat uden sejr