Efter fire års fravær: James er tilbage i spansk fodbold
James Rodríguez er tilbage i spansk fodbold – dog ikke i Real Madrid, som han forlod for fire år siden.
James Rodríguez blæste hele fodboldverdenen bagover ved VM i 2014.
Samme sommer fulgte et stort skifte til Real Madrid, hvor han tilbragte de næste seks år af sin karriere, inden han i 2020 skiftede til Everton. Han var dog udlejet til Bayern München i længere tid undervejs.
Efter tiden i Everton har han været vidt omkring – Al-Rayyan i Qatar, Olympiakos i Grækenland og Sao Paulo i Brasilien. Nu er han tilbage i Spanien igen.
Således oplyser Rayo Vallecano mandag, at man har hentet den colombianske landsholdsanfører på en fri transfer.
James Rodríguez kommer til sin nye klub i storform, efter han blev kåret til turneringens bedste spiller ved sommerens Copa America.
Her gik han og resten af Colombia hele vejen til finalen, hvor man måtte sig se slået med 1-0 af Argentina efter en scoring i det 112. minut.
Hans nye arbejdsgiver undgik lige akkurat nedrykning i seneste sæson.