Vejle-boss forventer salg af stjerneduo
Vejles direktør forventer ikke, at Oliver Provstgaard og German Onugkha er i klubben, når transfervinduet lukker den 2. september.
Vejle Boldklub råder over to store profiler i hver ende af banen.
I forsvaret tørner den unge stopper – og anfører – Oliver Provstgaard rundt. Fremme i angrebet huserer den målfarlige russer German Onugkha.
Der resterer lidt over en uge af sommerens transfervindue, og Vejles direktør, Henrik Tønder, forventer en travl sidste periode i transfervinduet.
– Ja, det kunne godt blive en travl uge. Det er det som regel, når det er sidst i vinduet uanset.
– Vi har nogle spillere, som kan blive solgt, og vi kigger også på noget, som skal ind, udtaler Henrik Tønder til Viaplay.
Tønder spørges specifikt ind til Provstgaard og Onugkha, om han regner med, at de to spillere er i klubben, når vinduet er lukket i.
– Nej. Jeg forventer, at der bliver aktivitet, og jeg har også en forventning om, at der sker noget med de to spillere.
Direktøren fortæller, at der lige nu ikke er nogle konkrete forhandlinger i gang.
– Men det tror jeg, der kommer.
Henrik Tønder oplyser desuden, at klubbens nyeste signing, finske Richard Jensen, kan dække af for Oliver Provstgaard i forsvaret.