
Thomas Delaney stopper på landsholdet
Thomas Delaney er færdig på det danske landshold. Det skriver FC København-spilleren på Instagram.

Thomas Delaney er færdig på landsholdet.
Det skriver midtbanespilleren på sin Instagram-profil.
Thomas Delaney begrunder ikke sin beslutning yderligere, end at det er tid til at give stafetten videre, samtidig med at han takker for opbakningen gennem sin landsholdskarriere. Se opslaget herunder:

Thomas Delaney skiftede denne sommer tilbage til Superligaen og FC københavn efter en flot udlandskarriere, der bød på ophold i Werder Bremen, Borussia Dortmund, Sevilla og Anderlecht.

Han har spillet 81 landskampe for Danmark – samme antal som Nicklas Bendtner, Pierre Emile Højbjerg, Lars Jacobsen og William Kvist.
Tidligere på ugen afslørede anfører Simon Kjær i et interview med bold.dk, at han ligeledes stopper på det danske landshold. Modsat Simon Kjær var Thomas Delaney ellers fast mand under EM, men rejsen slutter altså her for den 32-årige midtbanespiller.