
Celtic-boss bekræfter: Matt O’Riley er til lægetjek
Matt O’Riley er tæt på at skifte til Brighton. Det fortæller Celtics manager søndag.

Celtic er i kamp søndag eftermiddag i den skotske Premiership – men det er uden Matt O’Riley.
Rygterne har verseret de seneste dage om et skifte til Premier League-klubben Brighton and Hove Albion.
I optakten til Celtics udekamp søndag eftermiddag mod St. Mirren bekræfter Celtics manager, Brendan Rodgers, at O’Riley er tæt på skifte.
– Matt er nede i Brighton for at foretage sit lægetjek, og vi forventer, at det bliver gjort i løbet af weekenden, udtaler Rodgers til Sky Sports.
Matt O’Riley har i de seneste sæsoner været en stor profil for Celtic, og Brendan Rodgers roser da også den 23-årige midtbanespiller.

– Matt har været en fantastisk spiller for denne klub, og efter at have arbejdet sammen med ham i løbet af det sidste år, har han været en sand fornøjelse at arbejde med.
– Han fortsætter videre nu og tager det næste skridt for ham, slutter Rodgers.
Prisen på den 23-årige midtbanespiller lyder ifølge journalisten Ben Jacobs på cirka 225 millioner kroner.
Matt O’Riley kom til Celtic i 2022 fra MK Dons, og han har siden optrådt 124 gange i den grøn-hvide trøje. Han er noteret for 27 mål og 35 oplæg.