Andersen havde flere muligheder: Fik et godt tilbud
Joachim Andersen har overfor Viaplay afsløret nogle af de overvejelser, han har gjort sig i forbindelse med sit nylige skifte fra Crystal Palace til Fulham.
Joachim Andersen skifter det sydlige London ud med det vestlige.
Det har stået klart i noget tid, efter den 28-årige dansker officielt skiftede fra Crystal Palace til Fulham.
Officielt: Joachim Andersen skifter til konkurrentLørdag eftermiddag blev den danske midtstopper så præsenteret på Craven Cottage, hvorefter han i et interview med Viaplay har sat nogle ord på overvejelserne bag skiftet.
– Jeg fik at vide for nogle uger siden, at Fulham var interesseret, og så gik der ikke så længe, før de gav mig et rigtig flot tilbud.
I medierne er det blevet kaldt sådan lidt et skifte til siden, kan du forstå det?
– Ja, det kan jeg sagtens forstå, at folk kan undre sig lidt over. Men der er mange parametre og overvejelser i et skifte. Egentlig synes jeg bare, at Fulham har vist mig en masse tillid.
Hvor meget har det at kunne blive boende i London betydet for skiftet?
– Det er ikke det sværeste skifte i forhold til flytning, vi kan blive boende. Jeg elsker London, og skiftet gør egentlig bare, at jeg har kortere til træning, griner Andersen overfor Viaplay.
Flere klubber var interesseret
– Fulham kom lige pludselig ind i billedet med en femårig kontrakt, og det er rigtig vigtigt, når man kommer lidt op i årene.
Der er også andre klubber som Newcastle og Bayer Leverkusen, der har været nævnt i forbindelse med dig – er det nogle klubber, du har overvejet?
– Ja, jeg synes ikke, at man skal udelukke nogen ting i fodbold, man ved aldrig, hvad der kan ske, det er det her skifte også et godt eksempel på.
– Jeg havde nogle snakke med nogle forskellige klubber denne sommer, men der mange ting, der skal gå op i en højere enhed.
– Palace skal finde den rigtige pris, og en klub skal være villig til at betale denne. Det har ikke været tilfældet, men så kom Fulham og var villige til det, afslutter Andersen overfor Viaplay-studiet.
Andersen nåede at spille i alt 113 kampe for Palace, hvori han scorede tre mål og assisterede seks gange.
Du kan se hele Viaplays interview af den danske stopper øverst i artiklen.