Vanvittig Bundesliga-start: Sent drama og drømmemål
Sæsonens første kamp i Bundesligaen bød på underholdning fra den allerøverste hylde, da Bayer Leverkusen gæstede Borussia Mönchengladbach.
Drømmemål og drama.
Det må være overskriften på sæsonens første brag i Bundesligaen.
Her var det seneste sæsons vinder af det tyske mesterskab, Bayer Leverkusen, der gæstede Borussia Mönchengladbach.
Kampen startede med et drømmemål af ingen ringere end Granit Xhaka, der fra distancen tæskede bolden op i krogen. Et mål, som du kan se i videoen øverst i artiklen.
Inden pausen blev Bayer Leverkusens føring udbygget til 0-2 på et mål scoret af Florian Wirtz – en mand, der endte med at få en hovedrolle til sidst i kampen.
For bedst som det lignede en sikker sejr for gæsterne, meldte hjemmeholdet sig ind i kampen med et comeback efter pausen.
Efter en times spil fik Mönchengladbach reduceret til 1-2, inden man også kom på 2-2 i det 85. minut.
Det skulle dog vise sig, at kampen langt fra var færdigspillet.
I det 110. minut fik Florian Wirtz nemlig en gylden mulighed, da han skulle tage sig af et straffespark for gæsterne.
Den tyske landsholdsspillers forsøg blev dog i første omgang reddet, men heldigvis for ham og resten af Leverkusen-mandskabet, så kom han først på returen og fik sparket bolden i mål.
Dermed endte kampen 2-3 til Bayer Leverkusen, der nu ligger i toppen af Bundesligaen – hvor de også sluttede i sidste sæson.