David Nielsen: Lillestrøm skal være et helvede igen
David Nielsen er fredag blevet præsenteret som Lillestrøm-træner. Den danske træner vil gøre den norske klub til en svær modstander at spille imod.
David Nielsen og overtagelse af kriseramte hold. Det er blevet en uundgåelig duo, hvis man ser på den nye Lillestrøm-træners CV.
Fredag aften blev det offentliggjort, at han skal stå i spidsen for Lillestrøm, som befinder sig i den nederste del i tabellen af Eliteserien.
David Nielsen har tidligere spillet i Norge, og nu vender han tilbage til landet – nu i trænergerningen, hvilket han glæder sig til:
– Jeg glæder mig rigtig meget til det her. Der har været nogle steder i Skandinavien, der skiller sig ud med en god og speciel atmosfære. Åråsen er sådan et sted. Som spiller var det et helvede at komme til Åråsen. Nu skal vi sørge for, at det bliver et helvede igen, siger David Nielsen til klubbens hjemmeside.
Som spiller var det et helvede at komme til Åråsen. Nu skal vi sørge for, at det bliver et helvede igen
Et af David Nielsens store kendetegn som træner har været at bringe en masse energi fra dag ét. Hovedpersonen selv fortæller, at han i fællesskab med truppen skal finde fælles energi:
– Alle ved, at vi har et arbejde at gøre. Det vigtigste er at lære spillerne hurtigt at kende. Vi må finde en fælles energi. Det gør vi kun ved at connecte som individer.
Herudover fremhæver han til klubbens hjemmeside, at det handler om at tage en kamp ad gangen.
Et andet hjemland
Den 47-årige træner har selv spillet i Eliteserien, hvor han både repræsenterede Brann og Strømsgodset. Derfor har han allerede kendskab til den norske liga, hvilket han også kommer ind på:
– Jeg følger aktivt med i Eliteserien. Bodø/Glimt er niveauer over de andre hold, og så har du resten af holdene, som er ganske jævne. Det er en styrke for ligaen.
Det er heller ikke et uvant territorium for David Nielsens søn Noah Holm, som spiller for Rosenborg. Han er ligesom sin far angriber, og samtidig har den nye Lillestrøm-cheftræner boet i Norge i næsten ti år.
David Nielsen, som har første arbejdsdag som cheftræner for Lillestrøm på mandag, fortsætter som fodboldekspert hos TV2, hvor han blandt andet dækker 3F Superligaen og landsholdsfodbold.