Medie: FC Nordsjælland forlænger med guldfugl
Til trods for interesse udefra, er FC Nordsjælland lykkedes med at overbevise Conrad Harder om at forlænge sin aftale med klubben.
Conrad Harder er uden tvivl et af de største talenter i 3F Superligaen.
Og det er ikke kun fysisk, selvom den unge angriber uden problemer byder de langt ældre og mere erfarne midtstoppere rundt omkring op til dans.
Onsdag forlyder det nu, at fans af landets bedste fodboldrække godt kan glæde sig til at opleve Conrad Harder i fremtiden også.
I hvert fald skriver Tipsbladet, at FC Nordsjælland er lykkedes med at forlænge aftalen med den 19-årige angriber.
Det er lige nu kun en underskrift, der afholder aftalen fra at blive en realitet – og den forventes at blive sat senere onsdag.
Derefter har Conrad Harder og FC Nordsjælland papir på hinanden frem til sommeren 2028, skriver mediet.
Forlængelsen falder på plads til trods for, at klubber som Atalanta, Genoa og Eintracht Frankfurt angiveligt har været særdeles lune på at få Harder tilknyttet.
Tidligere på sommeren skulle der også være tikket et bud på omkring 45 millioner kroner ind i FCN.
Conrad Harder kom til Farum-klubben som U14-spiller og fik i sidste sæson lidt efter lidt vist sig frem i Superligaen.
I denne sæson har han været fast mand med to scoringer i fem kampe indtil videre.