Vildt drømmemål sikrer AC Horsens sejren i Roskilde
Oliver Kjærgaard scorede en af de mulige kandidater til sæsonens mål i NordicBet Ligaen, da AC Horsens vendte et truende nederlag til sejr på syv gyldne minutter.
AC Horsens er tilbage på sejrssporet i NordicBet Ligaen.
De storsatsende østjyder vandt tirsdag aften med 2-1 ude over oprykkerne fra FC Roskilde i et opgør, som hjemmeholdet havde stor ære af.
I første halvleg havde sjællænderne flere gode muligheder, men det var først i anden halvleg, det lykkes at slå kapital på overtaget.
Kort efter anden halvlegs start var det Arman Taranis, der bragte hjemmeholdet foran med 1-0 på et glimrende langskud.
Og så vågnede gæsterne op. Først var det den tidligere Randers FC-spiller Mikkel Kallesøe, der udlignede på et flot spark. Men kampens flotteste scoring var ikke scoret endnu.
En håndfuld minutter senere havde Horsens hjørnespark.
Det blev sendt ind mod Oliver Kjærgaard, som på et halvliggende saksespark kanonerede bolden i i modsatte hjørne. Et sandt drømmemål som også blev kampens afgørelse.
Se den sindssyge scoring i videoen øverst i artiklen.