
Officielt: Lyngby lejer keeper i RB Salzburg
Lyngby Boldklub har tirsdag bekræftet, at de lejer Jonas Krumrey i RB Salzburg.

Der har været hul igennem hos Lyngby Boldklub i denne sæson.
Men det vil Superliga-mandskabet sætte en stopper for efter otte indkasserede mål i fem kampe. Tirsdag eftermiddag bekræfter klubben, at de lejer Jonas Krumrey i RB Salzburg.
Lyngby oplyser, at Krumrey er på plads i de Kongeblås mål resten af denne sæson.
Krumrey har endnu sin seniordebut tilgode, men i Lyngby ser de alligevel frem til at stifte bekendtskab med den unge keeper.
– Jonas har et rigtig stort potentiale, og han er også en målmand, som de fortsat tror rigtig meget på i Salzburg, hvor han er tiltænkt en vigtig plads i fremtiden.
Vi har ønsket at øge konkurrencen omkring målmandsposten yderligere, og det er vi rigtig glade for, at vi har gjort, siger Lyngbys fodboldchef Nicas Kjeldsen.