Officielt: Mads Enggård skifter til norsk fodbold – stort salg
Mads Enggård skifter fra Randers FC til Molde FK. Det bekræfter kronjyderne mandag og nævner i samme ombæring, at der er tale om et større millionbeløb.
Det manglende lægetjek er blevet gennemført og handlen er derfor nu officiel.
Mads Enggård drager til norsk fodbold, hvor han fremover skal forsøge at fortsætte sin udvikling i Molde FK.
Det bekræfter den unge midtbanespillers nu forhenværende klub, Randers FC.
Den kronjyske klub oplyser i forbindelse med salget, at det indbringer “et større millionbeløb”.
Tidligere har tallet 20 millioner kroner været nævnt flere steder på rygtebasis.
– Vi er utrolig stolte af, at vi igen har solgt en af vores store talenter i en større handel. Mads har taget turen op gennem vores akademi siden han kom til klubben som U15-spiller. Sportsligt havde det selvfølgelig været godt at beholde Enggård i klubben lidt endnu, da han er en rigtig dygtig spiller, som har givet meget til holdet.
– Klubbens strategi om salg af spillere og Mads’ ønske om at prøve nye udfordringer, har dog gjort det nemt at sælge Mads til Molde, hvor der også senere vil være mulighed for et potentielt videresalg, siger Randers FC-sportsdirektør Søren Pedersen til klubbens egen hjemmeside og hinter dermed på det kraftigste, at man har sikret sig en videresalgsklausul i aftalen.
Mads Enggård står i alt noteret for 66 førsteholdskampe med fire scoringer til følge i Randers FC, selvom dåbsattesten fortsat blot viser 20 år.
Molde huserer i den bedste norske række og kæmper aktuel for en plads i Europa League.