Tengstedts afløser sænkede Napoli i stor Verona-triumf
Verona havde begge sine danskere med fra start, da klubben vandt stort over Napoli i sæsonpremieren i Serie A.
Veronas cheftræner, Paolo Zanetti, råder over to danskere i sin trup.
Casper Tengstedt og Martin Freese er begge nyankomne i den norditalienske by, og begge var med fra start søndag aften.
Her ventede storholdet Napoli i sæsonpremieren i Serie A, men det var ikke noget, som Verona lod sig tynge af.
For nok sad Napoli på spillet i første halvleg, men Antonio Contes mandskab havde svært ved at spille sig frem til de helt store chancer.
Det samme havde Verona, og derfor var det målløst ved pausen. Men i anden halvleg tog hjemmeholdet for alvor fat.
Fem minutter inde i anden halvleg var Dailon Livramento på pletten og bragte værterne foran. Martin Freese fik fyraften efter times spil, og et kvarter senere blev Tengstedt også taget ud.
Den danske angriber skiftede med Daniel Mosquera, og bare et minut senere fordoblede colombianeren Veronas føring. Og Mosquera var ikke færdig.
I overtiden gjorde han det nemlig til 3-0 til Verona, som også blev kampens resultat.