Hård mental rejse for Lindstrøm: Det smuldrede
Jesper Lindstrøm dykker ned i sit svære ophold i italienske Napoli, hvor han blandt andet havde mange og lange snakke med sin mentaltræner.
Efter en svær tid i Napoli er danske Jesper Lindstrøm landet i Premier League-klubben Everton.
I sin første og hidtil eneste sæson i Napoli blev det til 29 kampe for Jesper Lindstrøm – hvoraf størstedelen var i form af korte indhop.
Her blev det hverken til mål eller assists, og Jesper Lindstrøm døjede i høj grad med en mental krise. Derfor brugte danskeren meget tid med sin mentaltræner, og det var en lang og hård kamp, fortæller han i et større interview med Viaplay.
Med egne ord smuldrede det hele for Jesper Lindstrøm, der både var sur på folkene omkring sig og ikke mindst sig selv.
– Man kan godt sige, at tingene er smuldret lidt for mig i det her år. Det har været et supersvært år, og det gjorde det ikke nemmere, at jeg ikke kom til EM. Jeg har haft mange, lange samtaler med min mentaltræner, hvor jeg har svinet den ene og den anden til og været sur på mig selv. Hvorfor spillede jeg ikke?
– Man kommer da til at tvivle på sig selv og sine kvaliteter, men det er de perioder og dage, som gør, at man kommer et bedre sted hen. Det har været et hårdt år, men det har også været sindssygt lærerigt. Jeg står bare meget stærkere nu – og er endnu mere sulten og endnu mere optimistisk, udtaler Lindstrøm til Viaplay.
Jesper Lindstrøm var ikke i aktion for Everton, da klubben lørdag åbnede sæsonen med et 0-3-nederlag mod Brighton.
Lindstrøm fik dog uofficiel debut forleden i en træningskamp mod Preston North End. Her brillierede danskeren med et flot frisparksmål, som kan ses i linket nedenfor.
Se hele interviewet med Jesper Lindstrøm i videoen øverst i artiklen
Se målet: Lindstrøm scorer drømmekasse i Everton-debut