Aarhus Fremads tomålshelt jubler: Vi træner skidegodt
Sebastian Buch scorede begge kasser, da Aarhus Fremad lørdag besejrede Næstved. Og tomålsskytten er tilfreds med sejren over NordicBet Liga-nedrykkerne.
Aarhus Fremad vandt lørdag eftermiddag med 2-0, da Næstved Boldklub gæstede Riisvangen.
Fremad sad på det meste af spillet i første halvleg, men det var først efter pausen, at værterne fik bolden ind over stregen.
Det skete to gange i anden halvleg og begge gange var det Sebastian Buch, som noterede sig for målene. Buch var tilfreds med Aarhus Fremads udtryk lørdag eftermiddag.
– Det, der varmer mest, er selvfølgelig de tre point. Vores spillestil vil gerne, at vi er mest på bolden, og vi vil også gerne have den. Vi vil gerne dominere, og vi ved også, hvor det er, at vi føler, vi hører til. Det synes jeg også, vi viste i dag, og fik sat et god streg under, at vi hører til i den gode ende, udtaler Buch til Campo efter kampen.
Aarhus Fremad har i de seneste to sæsoner misset oprykning til NordicBet Liga. Derfor er klubben stadig at finde i 2. Division, men lørdag vandt man over en nedrykker fra landets næstbedste række.
Det kan Fremad da også bruge positivt, mener Sebastian Buch.
– Der er selvfølgelig altid nogle ting, man kan gøre bedre. Men jeg synes, vi bygger på hele tiden, og vi træner skidegodt, og vi har det godt.
– De nye, der er kommet til, er faldet hurtigt ind, og der er god harmoni i truppen. Der er rigtig god harmoni i truppen. Det kan man også mærke, når man spiller derinde. Der er ikke nogen, der vil noget ondt. Det gør også bare, at man præsterer bedre, når man løber rundt derinde, slutter Sebastian Buch.
Aarhus Fremad har vundet to og tabt en enkelt kamp i begyndelsen af dette års 2. Division.