Medie: Brighton køber Leeds-kreatør og sætter ny rekord
Brighton handler ind hos Premier League-aspiranterne Leeds United.
Brighton vil spille med i toppen igen.
Det må være konklusionen på de indkøb, som Albion-klubben har lavet denne sommer.
De har allerede hentet den tidligere OB-spiller Yankuba Minteh for angiveligt et rekordbeløb på 35 millioner euro, ligesom de har givet 30 af slagsen for den hollandske midt Mats Wieffer blandt flere andre indkøb. Nu vil de angiveligt sætte ny klubrekord.
Således skriver Sky Sports-journalisten Florian Plettenburg, at Brighton henter Leeds United-kreatøren Georginio Rutter for en pris på 50 millioner euro alt inklusive.
I følge Plettenburg får Rutters tidligere klub Hoffenheim også en flot gevinst ud af skiftet. De står nemlig til at tjene mellem seks og syv millioner euro som følge af en videresalgsklausul.
Rutter lavede i sidste sæson syv mål og 15 oplæg i 48 Championship-kampe for Leeds United. Leeds missede oprykningen til Premier League i allersidste øjeblik, da de tabte playoff-finalen på Wembley til Southampton.