Rygtes til AGF – nu byder Serie A-klub på norsk talent
En lang række klubber – heriblandt AGF – skulle være interesserede i det norske talent, men nu har en klub fra Serie A meldt sig ind i kampen og sendt et konkret bud afsted.
Han er 19 år gammel, spiller i den næstbedste norske fodboldrække, og så er han et stort midtbanetalent.
Norske Daniel Braut gør sig til dagligt i Sandnes Ulf, hvor han trods sin unge alder har rundet de 30 førsteholdskampe.
Forleden lød det i Sandnesposten, at en lang række klubber skulle være interesserede i at hente Daniel Braut denne sommer.
Nærmere bestemt skulle Viking FK, Bodø/Glimt, BK Häcken og superligaklubben AGF jagte den unge nordmand.
I samme forbindelse forlød det også, at der var interesse fra de større ligaer – blandt andet fra LaLiga og Serie A.
Og nu har én af klubberne givet sig til kende i form af Serie A-klubben Torino. Det bekræfter daglig leder i Sandnes Ulf, Øystein Elvestad, over for mediet.
– Vi har modtaget et bud fra Torino på spilleren (Daniel Braut, red.). Det er ikke godt nok til, at vi accepterer endnu.
Daniel Braut er en del af Sandnes Ulfs ungdomsarbejde, og har repræsenteret klubben på både ungdoms- og førsteholdniveau.
I alt noterer han sig for 36 kampe for klubbens bedste mandskab med fem mål og to assists til følge.
Sandnes Ulf er på nuværende tidspunkt ikke tvunget til at sælge, da parterne har papir på hinanden frem til december 2026.
Hvem er Daniel Braut?
Daniel Braut er et ungt norsk fodboldtalent, som har spillet på både ungdoms- og seniorniveau i Sandnes Ulf, der gør sig i den næstbedste norske fodboldrække.
Han er 19 år gammel og gør sig primært på den centrale midtbane, men har også offensive kvaliteter og evner på højrefløjen og i angrebet.
Fakta om Daniel Braut
- Navn: Daniel Braut
- Alder: 19 år
- Seniorkampe: 36 kampe, 5 mål og 2 assists for Sandnes Ulf
- Landshold: 4 kampe og 3 mål for Norges U19-landshold