Officielt: AC Horsens henter talentfuld dansker i MLS
AC Horsens kan denne torsdag præsentere endnu en ny spiller. Denne gang er det en forstærkning til midtbanen i form af Sanders Ngabo, som hentes til klubben fra MLS.
Et midtbanetalent er landet i Horsens.
Således kan NordicBet Liga-klubben AC Horsens torsdag formiddag meddele, at man har hentet Sander Ngabo til klubben.
Danske Sanders Ngabo tiltræder ‘De Gule’ fra den amerikanske MLS-klub Philadelphia Union på en kontrakt, der løber frem til sommeren 2028.
I AC Horsens er der stor glæde at spore efter dagens spillerpræsentation.
– Sanders Ngabo er et kæmpe offensivt talent, der har egenskaber mand/mand og visioner i sit spil, der er udansk, og det er ment på den mest positive måde. Han er bragt op i det danske talentsystem og har åbenlyse kvaliteter både strukturelt og individuelt, siger sportsdirektør Esben Hansen.
Sanders Ngabo selv er også godt tilfreds med, at han nu kan kalde sig AC Horsens-spiller.
– Først og fremmest er jeg glad for, at jeg er skiftet til en god klub i Danmark. Der sker spændende ting i AC Horsens, der rigtig gerne ville have mig, og Esben og Retov har en god plan med mig, siger Sanders Ngabo til klubbens hjemmeside og fortsætter:
– Ambitionen er at være med til at spille AC Horsens tilbage i Superligaen, hvor klubben hører til, og jeg vil gerne have en stor betydning for klubben.
Sanders Ngabo skiftede til Philadelphia Union fra Lyngby Boldklub tilbage i januar 2024.
Det blev aldrig til debut for klubbens førstehold. Han står til gengæld noteret for 30 førsteholdskampe i Lyngby.
AC Horsens-cheftræner: Vi skal lukke kampen tidligere