Medie: Nordmænd arbejder hårdt på Zinckernagel-reunion
Philip Zinckernagel kan være på vej tilbage til sin tidligere norske klub, som dog får travlt, hvis de skal nå at registrere danskeren før Champions League-opgør i næste uge.
Philip Zinckernagel kan være på vej tilbage til norske Bodø/Glimt.
Den 29-årige Club Brügge-dansker er ude i kulden i den belgiske klub, og Bodø Glimt vil forsøge at redde hans situation.
Det skriver mediet Nettavisen, som oplyser, at Bodø/Glimt arbejder på at have Zinckernagel i truppen til Champions League-opgøret mod Røde Stjerne næste uge.
Men nordmændene får lidt travlt, hvis den mission skal lykkes.
Nettavisen skriver, at Zinckernagel skal være præsenteret senest på mandag klokken 21.00, hvis den tidligere Sønderjyske-spiller skal spille i Champions League-kvalifikationen tirsdag aften på samme tidspunkt.
Bodø Glimt spiller på hjemmebane i det første opgør mod Røde Stjerne. Om godt 14 dage er der returopgør i Serbien.
Zinckernagel har været vidt omkring i sin fodboldkarriere. Fra 2016 til 2018 tørnede han ud for Sønderjyske, inden turen gik til Bodø/Glimt.
Der var han i tre år, inden Watford stod klar. Herfra gik turen over en lejeaftale i Nottingham Forest til græske Olympiakos.
Grækerne sendte offensivspilleren på et lejeophold i belgiske Standard Liege. Sidste sommer købte Club Brügge så danskeren på en permanent aftale.
Norske Nettavisen tilføjer til deres historie, at Zinckernagel selv har interesse i skiftet tilbage til Bodø/Glimt i Norge.
Dansk scoring i Bodøs CL-opvisning – ét skridt tilbage