
Chelsea-boss: Jørgensen ryger på bænken
Chelsea har haft godt gang i svingdøren endnu engang, og i dette transfervindue er blandt andre danske Filip Jørgensen kommet til – men han vader dog ikke direkte ind i startopstillingen.

Chelsea har hentet danske Filip Jørgensen til Stamford Bridge.
Den nu tidligere Villarreal-keeper har skrevet under på en lang kontrakt med The Blues, men det er ikke ensbetydende med, at han vader ind i startopstillingen.
Tværtimod har den nyslåede Chelsea-manager, Enzo Maresca, bekræftet, at det langtfra er tilfældet.

– Filip er en meget god keeper, og det er derfor, vi har hentet ham, men Robert [Sanchez, red.] kommer til at starte kampen mod Manchester City.
– Men vi har virkelig mange kampe, så vi kan sagtens bruge dem begge.
Ser du en stor fremtid for Filip Jørgensen?
– Absolut, jeg ser en stor fremtid for alle mine spillere i øjeblikket. Vi har masser af talent, men vi må også forstå, at talent ikke bare er nok – vi er nødt til at bygge mere på, fortæller Enzo Maresca til Viaplay.
Du kan se klippet med Chelsea-bossen i videoen over artiklen.
Du kan se Chelseas Premier League-sæsonåbner mod de forsvarende mestre fra Manchester City på søndag.
Her sparkes kampen i gang klokken 17:30, og du kan se den på See og Viaplay.