Berømt rapper redder Serie A-klub fra konkurs
Den canadiske rapper Drake har et stort fodboldhjerte. Så stort, at han har været klar til at smide 40 millioner dollars for at redde Serie A-oprykkerne fra Venezia.
Man skulle næsten tro, at Drake var lavet af penge.
Den verdensberømte rapper har før smidt astronomiske beløb på sportsbetting, men nu er de blevet brugt på noget lidt andet.
Verdenskendt rapper smider vanvidsbeløb på canadisk sejrSerie A-klubben Venezia har nemlig haft svært ved at få enderne til at mødes økonomisk, men så gav Drake en hjælpende hånd med.
Kultklubben fra Venedig har nemlig sikret sig et trøjesponsorat fra den canadiske rappers mærke Nocta, som produceres i samarbejde med Nike.
Pengekvalerne i Venedig har angiveligt været så slemme, at klubben har været tæt på at gå konkurs.
Det var lige indtil Drake efter sigende skød 40 millioner dollars ind i det italienske projekt – det svarer til cirka 273 millioner danske kroner.
– Jeg fik et opkald fra Brad Katsuyama, der er medejer af Venezia og en af mine gode venner, fortæller Matte Babel, som er Drakes brand chef og en del af hans bagland, og fortsætter.
– Han forklarede mig problemet helt simpelt: Venezia havde brug for 10 millioner euro inden for et par uger og mindst 30 millioner euro om et par måneder, eller ville klubben gå konkurs.
– Jeg talte med Drake, derefter diskuterede Brad Katsuyama [medejer af Venezia, red.] og jeg, hvordan vi kunne hjælpe.
– Inden for to uger havde vi en aftale på plads, vi havde skaffet de nødvendige penge, der skulle til for at betale løn og undgå konkurs, fortalte Matte Babel til GQ Italia.
Den hjælpende hånd fra Drake er da heller ikke noget, som de tager for givet i Venedig.
– Drakes værdi for enhver fodboldklub er ubenægtelig set i lyset af hans status som en global superstjerne og hans brands rækkevidde.
– Denne krydsning mellem kultur og sport er præcis, hvad vi gerne vil være, og chancen for at arbejde sammen med et brand som NOCTA, der tænker i de samme baner som os er utrolig værdifuld, fortalte Brad Katsuyama til GQ.
Venezia råder over to danskere i den tidligere Nordsjælland-midtbanespiller Magnus Kofod Andersen og den 34-årige målsluger Christian Gytkjær.
Klubben fra Venedig indleder sin Serie A-sæson søndag aften klokken 20:45 mod Gustav Isaksen og Lazio.
Kampen vises dog ikke i dansk TV.