
Officielt: Atlético henter dyr argentinsk verdensmester
Atlético Madrid har netop offentliggjort, at man har hentet den argentinske verdensmester Julian Alvarez i Manchester City.

Et styks verdensmester er landet i Madrid.
Mandag eftermiddag har Atlético Madrid nemlig offentliggjort, at man har hentet Manchester City-profilen Julian Alvarez.
Her har den 24-årige argentiner skrevet under på en seksårig aftale, som binder ham til Estadio Metropolitano frem til sommeren 2030.

Ingen af klubberne beretter, hvor meget argentineren har kostet, men ifølge Sky Sports ligger transfersummen på 82 millioner pund, hvilket svarer til 715 millioner danske kroner.
Under sin tid i Manchester City blev det til 103 kampe, 36 scoringer og 18 oplæg.
Derudover står Alvarez noteret for 36 landskampe for Argentina, hvor han har bidraget med ni kasser.
I sin stadig spæde karriere i en alder af blot 24 har den nyslåede Atlético-stjerne allerede vundet svimlende 15 trofæer heriblandt VM i 2022, to Copa América-titler og én enkelt Champions League-titel.