
Nordmand på vej til United? Udeladt af kamptrup
Manchester United er angiveligt på jagt efter en ny defensiv midtbanespiller, og her skulle Manchester-klubben have kastet sin kærlighed i retning af norske Sander Berge. Og noget tyder på, at forhandlingerne allerede er i gang.

Det er ingen hemmelighed, at Manchester United er på udkig efter forstærkning til den defensive midtbane.
‘De Røde Djævle’ har været sat i forbindelse med mange forskellige spillere på positionen, men hidtil er intet gået igennem.
Men det kan meget vel snart ændre sig. Sky Sports skriver nemlig, at Manchester-klubben har set sig varme på en nordmand.
Ifølge det normalvist troværdige engelske medie, er det Sander Berge, der spiller i Burnley, som United har kastet sin kærlighed over.
Og mandag aften kom der så en yderligere indikation på, at nordmanden måske allerede har pakket kufferterne.
Her tørnede Championship-klubben Burnley nemlig sammen med Luton – men den 26-årige nordmand var ikke en del af truppen.
Noget tyder altså på, at forhandlingerne, ligesom Sky Sports beskriver, allerede er i gang.
Burnley vandt, selvom de måtte undvære den norske motor, mandagens kamp 1-4 over Luton.