
Championship-klub siger farvel til manager efter blot én kamp
Preston og den nu forhenværende manager Ryan Lowe har valgt at gå hvert til sit.

Preston skal have ny manager.
Det står klart, efter klubben og Ryan Lowe har valgt at stoppe samarbejdet.
Lowe kom til Preston North End i december 2021, men er nu altså fortid i klubben.
Ifølge meddelelsen på klubbens hjemmeside er ophøret af samarbejdet sket efter en snak søndag, hvor parterne er blevet enige om at tage afsked.
– Efter drøftelser, der fandt sted søndag den 11. august, blev det gensidigt aftalt, at det nu var et passende tidspunkt for en ændring, skriver klubben og fortsætter:
– Ryan tager afsted med tak fra alle i klubben for hans hårde arbejde, dedikation og engagement, og vi ønsker ham og hans familie alt det bedste for fremtiden.
Lowes afsked kommer blot én kamp inde i sæsonen, hvor det i Prestons første kamp blev til et 0-2 nederlag til Sheffield United.
Til de to kommende kampe for Preston tager Mike Marsh samt assistenterne Peter Murphy og Ched Evans tøjlerne.
Klubben forventer at melde mere ud i næste uge på den anden side af kampene mod Sunderland and Swansea City.