
Varane skadet i debut – Como ryger ud til Pirlo og co.
Det stjernespækkede Como-mandskab spillede søndag aften sin første kamp i den nye sæson, da det gjaldt Andrea Pirlos Sampdoria. Her blev det en blandet omgang for den norditalienske klub.

Transferkongerne fra Como skulle søndag spille sin første kamp, efter et vindue hvor klubben har forstærket sig heftigt.
Her gjaldt det Andrea Pirlos Sampdoria i Coppa Italia, og det skulle vise sig at blive en svær opgave for Fabregas Como-mandskab.

Det startede dårligt for Como, da Raphael Varane udgik med en skade efter 23 minutter. Men kort efter blev tingene værre endnu.
For det var netop Serie B-klubben Sampdoria, der bragte sig foran i opgøret.
Det gjorde de, da Nicholas Ioannou scorede i det 37. minut.
Der gik dog ikke længe, før Como svarede tilbage gennem Patrick Cutrone, der bragte balance i regnskabet kort før pausen.
Anden halvleg forblev målløs til trods for et sent rødt kort til Comos Alessio Iovine. Og pokalkampen måtte derfor afgøres i straffespark.
Her trak Sampdoria sig sejrrigt ud af strabadserne, og sensationsklubben Como er dermed elimineret fra Coppa Italia i første runde.
Oliver Abildgaard blev ikke bragt i spil, men danskeren så til fra bænken under hele kampen.
