Hovedstødskasser og italiensk debut i Arsenals sidste test
Arsenal spillede søndag mod Olympique Lyon i den sidste testkamp, inden Premier League-sæsonen starter. Her vandt Mikel Artetas stjerner 2-0.
De var knivskarpe på dødbolde i den forgangne sæson.
Og det lader bestemt ikke til, at Arsenals offensive dødbolde er blevet mindre effektive henover sommeren.
I søndagens generalprøve mod Olympique Lyon var det nemlig atter dødboldsmålene, der sikrede sejren til mandskabet fra det nordlige London.
Efter ni minutter fandt Declan Rices hjørnespark William Saliba, der headede Arsenal foran.
I det 27. minut var det igen Rice, der fandt en midterforsvarer med sit hjørnespark, da Gabriel denne gang headede Arsenal yderligere foran.
Stillingen forblev 2-0 resten af kampen, og der var dermed ikke meget andet at notere sig fra Arsenals generalprøve med undtagelse af en debut til en nyindkøbt forsvarer.
Riccardo Calafiori, som Arsenal henover sommeren har hentet i Bologna, blev nemlig bragt i spil i det 64. minut.
Arsenal starter sin Premier League-kampagne lørdag den 17. august klokken 16:00, når modstanderen fra Wolverhampton kommer forbi Emirates Stadium.
Officielt: Arsenal henter italiensk landsholdsstopper