
Vendsyssel henter dramatisk sejr mod Kolding
Den tidligere FC Midtjylland-spiller Simon Okosun blev matchvinder for Vendsyssel mod Kolding IF med få minutter tilbage af opgøret.

To tidligere Superliga-profiler blev afgørende for Vendsyssel i NordicBet Ligaen.
Nordjyderne tog imod Kolding IF, som gav hjemmebanefavoritterne kamp til stregen.
Faktisk skulle kampen ind i de absolut sidste minutter, førend den tidligere FCM-spiller Simon Okosun kunne afgøre tingene for Vendsyssel.
Før det havde den tidligere AaB-profil Kasper Kusk sparket hjemmeholdet foran på et noget kontroversielt dømt straffespark.
Men Kolding gav altså Vendsyssel problemer i Hjørring. Og kort før pausefløjtet udlignede den 27-årige midtbanespiller Abdoulai Njai.
Kolding fortsatte med at presse på efter pausen og producerede flere muligheder. Men det var altså Okosun som sikrede en Vendsyssel-sejr kort før slutfløjtet.
